Tag Archives: Suppe

Gulerodsuppe med rejer

De fleste gange har jeg en idé om hvad jeg vil lave, og det plejer også at give gode resultater. Der er så enkelte gange, hvor det er lidt mere famlen i blinde, og sådan en dag var det forleden.

Da vi kom hjem fra ferie, lå der nogle gulerødder i køleskabet, som var blevet lidt bløde i det. De var hverken mugne eller rådne, så de skulle i hver fald ikke smides ud. Jeg kunne have kommet dem i min fond-kasse, men der var ca. 1/2 kg, så de ville have fyldt det meste. Den fond der ville blive lavet af det, ville så primært smage af gulerod. Derfor tænkte jeg, at jeg da så lige så godt kunne prøve at lave en ren gulerodsfond.

Gulerodsfond smager sjov nok af gulerod, hvilket jeg da også havde regnet med, men i forhold til rå gulerod har fonden ikke friskheden, men i stedet en mild sødme, der faktisk minder om te – Hmmmm hvad skal man lige sætte sammen med den smag? Det var ikke så let, så fonden røg på køl og hjernen i tænkeboks.

Jeg kom til at tænke på en ting jeg havde lært på et madlavningskursus i Vietnam (ja jeg ved, jeg skrev, jeg ikke havde planlagt noget, men da chancen bød sig, hoppede jeg alligevel på et :-)). Her lavede vi en hvidkålsuppe med nogle rejemouse-kugler, som blev tilberedt i suppen, for netop at give lidt smag til suppen. Hjernen kørte videre ad tangenten med fisk og skaldyr og jeg kom i tanke om min havtaske med appelsingele og gulerodspure – OK der begyndte at danne sig et billede i mit hovede. Appelsin og gulerod fungerer godt sammen, så jeg ville bruge appelsin til at få noget syre i retten, så man ikke får te-fornemmelsen fonden har. Hvis jeg brugte friske rejer og tilberedte dem i fonden ville de kunne afgive lidt smag og gøre fonden mere nuanceret … det var en plan, der var værd at forfølge.

Nu havde jeg som udgangspunkt ikke rigtig gjort mig alt for mange tænker om, hvordan det skulle ende med at smage, så at det smagte som planlagt kan jeg jo ikke sige, men det smagte rigtig godt. Suppen smagte af gulerod, uden at have te-fornemmelsen og med lette nuancer af reje og appelsin. Rejerne og lidt gulerodsterninger gav god tekstur og så en dejlig friskhed fra dild der kom henover til sidst.

Den eneste ting jeg måtte rette på undervejs, var at appelsinsaften ikke havde syre nok i sig selv, så for at fonden ikke skulle ende med at smage kraftigt af appelsin, kom der lidt eddike i også, så syrebalancen blev god.

En dejlig ret enten som frokost eller forret

Ingredienser (2 personer):
600 g gulerødder
150 g rå tigerrejer
ca. 1/8 appelsin
Frisk dild
Salt og eddike

Tilberedning:
Riv 500 g af gulerødderne og lad dem simre i ca. 2 1/2 l vand i 3-4 timer til der er ca 1/2 l fond tilbage.
Si de revne gulerødder fra, så der kun er fond tilbage.

Skær 100 g gulerødder i firkanter på ca 5 mm på hver led og kog dem i ca 10 min i fonden.

Kog rejerne med skal i fonden i ca 1 1/2 min. Tag dem op og pil skallen af dem.

Smag fonden til med lidt salt, ca. 2 spsk appelsinsaft og ca. 1/2 tsk eddike.

Kom de pillede rejer tilbage i fonden og lad dem blive varme igen (ca 30 sek.)

Anret med lidt revet appelsinskal og god portion frisk dild.

Server og nyd.

Tomatsuppe med sherrykaviar … og indbygget nytårsfortsæt til dem der mangler

Så blev al jul overstået og hvis du tror, jeg ikke har lavet julemad, fordi der ikke er kommet noget på bloggen, har du delvis ret. Jeg har ikke lavet særlig meget traditionel julemad, men en masse variationer og twists på klassikere – ja så meget at jeg ikke fik tid til at skrive om dem … selvom det er mindre end to uger siden juleaften, kan du nu allerede begynde at glæde dig til næste jul hvor disse opskrifter er at finde på bloggen 🙂

Nåh ikke mere om julemad, nu er det vinter, slankekur for nogen (men ikke for mig :-)) og mest af alt tid til noget dejlig hverdagsmad.

I køleskabet havde vi, af uforklarlige årsager, fået samlet en pæn mængde forskellige tomater. Fra nytårsaften var der en rest af nogle okseben (Uhhhm det var en dejlig højrebssteg) og nogle sherrykaviar – lige hvad der skal til for at lave en vidunderlig tomatsuppe.

Man behøver ikke lave sherrykaviar, da det jo er lidt omstændigt, men har man sherry i huset, hvilket de fleste under 65 år nok ikke lige har, skal man bare hælde lidt i selve suppen når man krydre den, da sherry matcher tomat rigtig godt.

Selvfølgelig er der noget kogetid i denne opskrift, men man bruger ikke mere end 15 min i køkkenet. Så nej, selv ikke her om vinteren, hvor tomaterne ikke er på niveau med sommerens tomater, er pulversuppe et alternativ til en god hjemmelavet tomatsuppe. Mangler du et nytårsfortsæt, kunne du da om ikke andet sætte sig for ikke at lave pulversupper i det nye år, hvis det tidligere har været en last 😉

Ingredienser (2 pers):
ca. 900 g tomater
2 løg
1 fed hvidløg
1/2 dl sherry (halvsød)
1 lille håndfuld frisk basilikum
3/4 dl creme fraiche
3-4 okseben eller 4-5 dl oksefond (er man vegetar bruger man bare grøntsagsfond)

Tilberedning
Kog en fond på oksebenene, hvis du bruger ben.

Hak løgene og hvidløg og brun dem i en gryde.

Halver tomaterne og kom dem i gryden til de brunede løg sammen med fonden og basilikummen.
Lad det hele simre en 30-45 min. (kom vand ved hvis det er ved at koge tør).

Giv så det hele en god tur i blenderen eller med stavblenderen, så det bliver helt jævnt.
Hæld vand ved til det hele har en lind, men cremet konsistens.
Rør creme fraichen i og smag til med salt, peber og eddike.

Hvis man har lyst kan man lave “kaviar” af sherryen og lægge dem på suppen lige inden servering (da de i husblasversionen smelter relativt hurtigt i den varme suppe). Ellers hælder man bare sherryen i suppen i lader den simre et par minutter så alkoholen damper af.

Server og nyd

Fransk løgsuppe med ostecroutoner og bacon

Jeg er forelsket i Paris … Har dog kun været der to gange og syntes det var trist og dødsygt første gang jeg var der, men sådan er det jo – det er ikke til at blive klog på kærlighed.

Jeg har ikke fået løgsuppe i Paris – faktisk har jeg aldrig fået løgsuppe andre steder end fra mine egne gryder, men det får mig alligevel til at tænke på Paris, hver gang jeg laver det. Så ud over det smager godt, er let at lave og passer godt til en kold efterårsdag, giver det også minder og længsel for Paris.

Viva la Løgsuppe!

Ingredienser (2 personer):
4 løg
ca. 1/2 l kyllingebullion
1 pakke bacon
ca. 30 g halvhård ost (som f.eks. gruyere)
6 skiver flutes
1 fed hvidløg

Tilberedning:
– suppe –
Skær baconen i mindre stykker, steg dem og tag dem op af gryden.
Skær løgene i fine strimler og steg dem i baconfedtet til de er godt brunede.
Kom til sidst kyllingebullionen i og lad det lige simre et par minutter.
Smag til med salt, peber og evt. lidt eddike.

– Croutoner –
Hak hvidløget fint og steg det sammen med flutes-skiverne i en god klat smør, til skiverne er gyldne.
Riv osten over skiverne og sæt det under grill i ovnen til osten er smeltet.
    

Drys bacon over suppen og croutonerne oven på.

Server og nyd

Suppebrød – sodabrød med cheddar ost

Efterår er suppetid og god suppe kræver et godt brød til.

Forleden da jeg lavede suppe skulle der jo selvfølgelig brød til og hvad gør man når det både skal være lækkert og hurtigt? Løsningen blev et sodabrød med revet cheddar os i. Sodabrød er ufatteligt hurtigt at lave (under 5 min) og lidt cheddar ost giver en dejlig fylde når det skal gå til suppe.

Ingredienser (6 boller):
250 g mel
1  tsk bagepulver
2 dl kærnemælk
75 g cheddar ost
1/4 tsk salt

Tilberedning:
Riv cheddaren på et groft rivejern (som man også bruger til æbler)

Rør de tørre ingredienser sammen, så der ikke er klumper i melet.

Rør mælken i og så cheddar osten – hurtigt men let sammeles dejen med hænderne til en klistret masse – Den skal IKKE æltes.

Form dejen til brød eller boller

Bag i ca 20 min ved 200 grader

Jordskokkesuppe – En af efterårets lækkerbiskner


Efteråret for mig er mange ting, men i dette indlæg vil jeg kun fremhæve to, nemlig rodfrugter og suppe.

En af mine absolut favoritter hos rodfrugterne er jordskokken, som har en helt unik smag – Let sød og nøddeagtig og som liver endnu mere op må den lige får et lille sjat citron.

Og hvad er bedre end at kombinere mine to efterårsting til en dejlig jordskokkesuppe, nu hvor man har brug for noget der kan varme kroppen igennem om aftenen? … forleden var der i hvert fald ikke noget der kunne friste mere 🙂

Ingredienser (2 personer):
800 g jordskokker
1 løg
1 fed hvidløg
1/2 l mælk
1 pakke bacon i skiver

Tilberedning:
Skrald jordskokkerne og skær dem og løget i mindre stykker.
Kom jordskokker, løg og hvidløg i en gryde sammen med mælken og lad det hele simre i ca. 45 min.

Når det har simret blendes det hele sammen og smages til med salt, peber og lidt citronsaft.

Skær baconen i mindre stykker og steg den sprød på panden.

Anret, server med brød og nyd
brød

Pimpet Græskarsuppe – PumpChiliCino

Suppe smager godt og med den sommer der er p.t. har jeg faktisk mere lyst til noget der er lidt mere efterårsagtigt – noget der varmer. Da jeg så hokkaido græskar i supermarkedet fik jeg lyst til at lave græskarsuppe. Varmen skulle komme fra chili og så pludselig lavede min hjerne knuder og gnister og kom på den idé at lave chiliskum til at komme oven på suppen – lige som en cappuccino … en Pumpkin chili cappuccino eller PumpChiliCino 🙂

Ingredienser (2 personer):
1 hoikaido græskar
2 løg
1 fed hvidløg
2 skiver bacon
1 1/2 dl mælk
1 chili
Salt & Peber

Tilberedninge:
Skær skrællen af græskaret og skær det i små tern på ca. 1-2 cm.
Hak løgene og hvidløget.
Brun græskarstykkerne i en gryde. Når de har fået lidt farve tilsættes løg og hvidløg, som også skal brunes (men som bare bruner hurtigere end græskaret).
Når det hele er godt brunet hældes vand over til det dækker.
Lad det simre i 15-20 min.
Giv det en tur med stavblenderen (eller i en blender).
Smag det til med salt og peber og tilpas konsistensen ved enten at tilsætte mere vand eller koge det ind (som man kan se på billedet er min suppe lige på grænsen mellem suppe og pure, for den reducerede lidt for meget, mens jeg var meget koncentreret om at lave chiliskummet … men den smagte dejligt).

Lav baconet papir tyndt og knus det bagefter med en kødhammer eller kagerulle.

Hak chilien i mindre stykker og mos den i i morter.
Hæld mælken over og lad det trække i en par minutter inden den hældes gennem en si.
Varm mælken op til ca. 65 grader og lav den til skum i en mælkeskummer (eller med en stavblender).

Anret suppen med skummet oven på og drys til sidst den knuste bacon over.

Server og nyd.