Tag Archives: Løg

Fettuchine med panchetta og løg – en bonderet der får englene til at synge

Jeg har et had/kærlighedsforhold til bacon … kan man have det? – ja det kan man!

Bacon er godt og alt bliver bedre med bacon. Det vil mere eller mindre alle man spørger sige og det er også rigtigt lang hen ad vejen, men ikke hele vejen.

Bacon er godt – ja sgu! Der hvor det går galt er når bacon overskygger al andet smag, for det smager jo ret kraftigt og endnu værre, når man laver noget der er dårligt og så bare smider bacon i for at skjule den manglende eller dårlige smag. Ofte bliver bacon brugt som madens gaffatape og det er synd, for bacon brugt rigtigt er jo dejligt (og smukt på en lidt excentrisk måde) og fortjener ikke at blive trukket ned til gaffatape niveau.

Kan man lide bacon, så laver man en baconret og får fokuseret på baconsmagen. Dette giver så en glidende overgang til en af de andre ting jeg er fortaler for – nemlig evnen til at lave enkle retter. Der er noget fascinerende ved retter med 1,2 max. 3 ingredienser, som er tilberedt så det alligevel får en fyldig og kompleks smag.

Nu har jeg snakket bacon, men retten er med panchetta. For mig er det to sider af samme sag. Panchetta lyder måske lidt mere eksotisk end bacon, men det var fordi min svoger havde givet mig et stykke panchetta på 1,2 kg som lå i køleskabet (mmmmm :-)). Havde jeg ikke haft det, havde jeg nok brugt bacon.

Jeg har ikke kigget i kogebøger eller noget andet, men kan forestille mig at mange italienere ude på landet igennem tiden har spist noget der minder om denne ret. Den er tilpas simpel med 3 ingredienser – pasta, panchetta og løg. Tilgengæld er smagen noget man vender tilbage til gang efter gang, efter gang. For der er noget magisk ved den salte og let røgede panchetta, som bliver lidt sprød, kombineret med de søde og bløde løg. Saucen laves i samme pande som løg og panchetta, så intet går til spilde og al denne dejlige smag suger pastaen.

Hvis jeg var en bonde i Italien, ville jeg opvarte mine grise så de kunne blive til den bedste panchetta i verden. Jeg ville spise denne ret hver søndag og være lykkelig.

Ingredienser (2 personer):
150 g panchetta (eller røget bacon)
2 løg
2-3 spsk hønsefond (hvis man har det)
Parmasanost
– Fettuchine –
1 æg
70 g hvedemel
30 g fuldkornsdurummel

Tilberedning
Ælt pastadejen, lad den hvile, rul den ud og skær den til fettuchine (se hvordan i pastahåndbogen)

Skær panchettaen i strimler og steg den ved svag til jævn varme til den bliver gylden, men ikke sprød som en kiks.
Læg panchetta strimlerne på fedtsugende papir og hæld det meste af fedtet af panden (gem det, det er en fantastisk ingrediens)
Skær løgene i strimler og steg dem bløde i det resterende fedt fra panchettaen.

Kog pastaen i 1-2 minutter og hæld så vandet fra.

Kom pastaen over i panden til løgene, sammen med lidt revet parmesanost (ca. 1 spsk), panchettaen og hønsefonden, og vend det forsigtige rundt.

Anret med lidt revet parmesanost på toppen, server og nyd.

Frittilla – når man ikke kan vælge mellem Frittata og Tortillia

I mange år har jeg ikke rigtig spist æg. Som barn brød jeg mig ikke om æggekage og røræg, så det har jeg taget med mig som voksen. Jeg fik så endelig taget mig sammen og smagt røræg for nogle måneder siden, og er det lavet med kærlighed, smager det jo fantastisk.

Min smag og interesse for æg er derfor blomstret op – og hold da kæft hvor er der en masse at kaste sig over 🙂

Noget af det første jeg har kastet mig over er den spanske tortilla og den italienske frittata. Begge er versioner af æggekager, men i modsætning til den klassiske danske æggekage hvor fyld kommes oven på, efter den er tilberedt, kommer man fyldet i æggemassen og tilbereder den så.

Der er ikke så stor forskel på tortilla og frittata, men tortillaen steges på begge sider, mens frittataen steges på én side og bages færdig i ovnen. Den klassiske tortilla har kartofler som det eneste fyld og har som regel mere fyld end æggemasse.

Jeg lavede en version med kartofler, peberfrug og løg. Meget fyld i forhold til æggemasse, stegt på den ene side og bagt færdig i ovnen … en god blanding af  frittata og tortilla, så det må være en frittilla 🙂

Fyldet komplimenterer ikke kun i smagen, men også i teksturer. Bløde og søde løg, let sprøde peberfrugt med lidt friskhed, kartofler med lidt sejt bid og jordet smag og det hele pakket ind i cremet æggemasse med lidt fedme.

Når nu fritillaen smagte af så meget undlod jeg at lave andet til, så det blev til en vegetar middag … det der vegetar er altså ikke dumt. Man skal bare lave det ordenligt, ligesom alt andet god mad 🙂

Ingredienser (2 personer):
2 peberfrugter
3 løg
4-6 kartofler
5 æg

Tilberedning:
Kog kartoflerne og skær dem i mindre stykker når de er kogt færdigt.

Skær løgene i strmler og steg dem til de er gyldne og bløde.

Skær peberfrugterne i strimler og steg dem til de tager lidt farve, men uden at blive helt bløde.

Pisk ægene sammen, med lidt salt, peber og eddike.

Varm en pande op til middelvarme og kom kartofler, peberfrugter og løg på. Bland det let og held æggemassen over.

Kotelet med kartoffelmos og æble/løgkompot – 3 gange godhed

Jeg er normalt ikke den der går og prædiker, men jeg har jo efterhånden den alder, hvor det forventes jeg kommer med sure opstød fra tid til anden og fortæller om at alt var bedre den gang jeg var barn.

Det er dog heller ikke en prædiken jeg kommer med, og der er også mange ting, der er bedre nu end da jeg var barn 🙂 Sagen er jeg jo godt kan lide god mad, men mange jeg kender tror at god mad er dyrt. Og ja kvalitet koster penge – det gør det – men man kan også sagtens spise god mad unden det koster det store, hvis man bare tænker sig om (og evt. også render ind i et god tilbud en gang i mellem).

Forleden var der halv pris på koteletter (min lokale Irma har halv pris på kød når det er tæt på sidste salgsdato) og så er det jo ikke dyt at købe godt kød – heller ikke selvom det er økologisk (28 kr for 4 stk.).

Enkle, men velsmagende, råvare bliver festmåltider, når man lige giver dem et skud kærlighed, og med et par æbler, løg og bagekartofler blev der kreeret et smagfuldt måltid (1 gange godhed), lavet af økologiske råvarer (2 gange godhed) og til en billig penge (3 gange godhed). Godt for maven, moralen og privatøkonomien 🙂

Æbler og løg er en naturlig sur/sød kombination og fungerer godt med svinekød – og kartoffelmos … ja det passer jo til alt 🙂

Faktisk endte måltidet med at koste 16,50 kr. pr. pers i råvarer hvilket er et par kroner mere end 1/2 liter cola … både i smag og nærring føler jeg har har fået markant mere for pengene end hvis jeg havde købt cola 🙂

Ingredienser (2 personer):
2 koteletter
3 løg
2 æble
2 bagekartoffler
25 g smør

Tilberedning:
Drys lidt salt på hver side af koteletterne og lad dem stå i en time eller længere (det hjælper med at holde på saften).

Pak kartoflerne ind i sølvpapir og bag dem i ca. 1 time ved 200 grader.

Skær æbler og løg i stykker.
Steg først løgene til de lige begynder at tage farve og tilsæt så æblerne (da de skal have noget kortere tid end løgene)
Smag det til med salt, peber og eddike.

Pil skrællen af kartoflerne og mos dem godt sammen med smøret.
Krydder med salt og peber.

Steg koteletterne – ca. 2 min på hver side og hvile 1-2 min

Anret, server og nyd.

Fransk løgsuppe med ostecroutoner og bacon

Jeg er forelsket i Paris … Har dog kun været der to gange og syntes det var trist og dødsygt første gang jeg var der, men sådan er det jo – det er ikke til at blive klog på kærlighed.

Jeg har ikke fået løgsuppe i Paris – faktisk har jeg aldrig fået løgsuppe andre steder end fra mine egne gryder, men det får mig alligevel til at tænke på Paris, hver gang jeg laver det. Så ud over det smager godt, er let at lave og passer godt til en kold efterårsdag, giver det også minder og længsel for Paris.

Viva la Løgsuppe!

Ingredienser (2 personer):
4 løg
ca. 1/2 l kyllingebullion
1 pakke bacon
ca. 30 g halvhård ost (som f.eks. gruyere)
6 skiver flutes
1 fed hvidløg

Tilberedning:
– suppe –
Skær baconen i mindre stykker, steg dem og tag dem op af gryden.
Skær løgene i fine strimler og steg dem i baconfedtet til de er godt brunede.
Kom til sidst kyllingebullionen i og lad det lige simre et par minutter.
Smag til med salt, peber og evt. lidt eddike.

– Croutoner –
Hak hvidløget fint og steg det sammen med flutes-skiverne i en god klat smør, til skiverne er gyldne.
Riv osten over skiverne og sæt det under grill i ovnen til osten er smeltet.
    

Drys bacon over suppen og croutonerne oven på.

Server og nyd