Med mindre man er meget nørdet, siddende i en kælder med hovedet 5 cm fra en computerskærm, har man lagt mærke til at sommeren har kastet sig over os (og personligt synes jeg sgu også det var på tide).

Der er meget mad der bare ER sommer. En del af det skal nok komme på bloggen, men ikke alt, for jeg vil også ud og nyde sommeren selv

For mig er en af de mere markante skillelinier, mellem sommer og de andre årstider, kaffen. Når temperaturen når over 25 grader, er det ok at drikke iskaffe, så i går røg jeg på årets første hjemmelavede af slagsen.

Her er det så, at man skal huske selv at nyde sommeren og ikke kun stå inde i køkkenet, så derfor er det godt at kunne lave en hurtig iskaffe.
Smager den godt? – Ja det gør den.
Smager den lige så godt som “rigtig” iskaffe? – Nej.
Hvorfor så lave den? – Fordi man ikke altid skal lave det sublime – man skal også bare hygge sig en gang i mellem.

Ja jeg bruger instant kaffe, og nej det smager ikke lige så godt som friskbrygget. Der er også forskel på instant kaffe og køber man en ordentlig en, bliver resultatet også hæderligt (OK – jeg skal nok stoppe med pris/kvalitet/smag prædiken for denne gang).

I varm kaffe bruger jeg ikke sukker, men kold kaffe er mere bittert, så i iskaffe skal der altså lige en smule sukker i. Instant kaffe er som regel også en smule mere bittert, så ingen hurtig iskaffe uden sukker.

Det var smagen, men for denne version er det vigtigste jo tiden det tager at lave den. Så hvor lang tid tager det? Ok, jeg har ikke taget tid, men bedste bud er 25 sekunder – og med så kort tid i køkkenet, har man masser af tid til at nyde sommeren og tilmed med hjemmelavet iskaffe.

Ingredienser (1 glas):
2/3 glas mælk
1 1/2 tsk instant kaffe
1 tsk sukker
1/2 tsk vaniliesukker
2 isterninger

Tilberedning:
Kom alle ingredienser i en blender og giv det 5-10 sekunder

Server og nyd

Det er sjældent at dovenskab giver gode resultater i et køkken, men forstår man enkelthed kan man stadig slippe med kort tid i køkkenet – dog skal man ikke dovne den korte tid man er i køkkenet

Der var lidt rester chorizo i køleskabet, fra min mor havde været på besøg. Så selvom jeg ikke lige var i stødet til det store madlavning, kunne jeg alligevel få mig en lækker haps til frokost.

Jo enklere ting bliver, desto større indflydelse har råvarerne. Der hvor man selv sparer på tiden, kræver det at andre har gjort en indsats. I dette tilfælde hvor det er stegt chorizopølse, kræver det at man køber sig en god en af slagsen – ellers vil det sjov nok smage bare af knap så god chorizo.

Jeg kunne godt bare have steg chorizoen og spist den, men det er der jeg synes man er doven. Det tager kun 1 min. længere at slutte den af med lidt portvin og hakke lidt persille og rive lidt citronskal. Resultatet overgår langt det ekstra minut i køkkenet, for selvom den primære smag stadig er den krydrede og røgede smag af chorizo, får man lidt sødme fra portvinen, syre fra citronen og frisk-/bitterhed fra persillen. Alt sammen noget der matcher chorizoen rigtig godt.

Om man bruger en stor chorizo, som man skære i tykke skiver eller kan finde nogle små, som dem jeg har brugt her, er underordnet. Det er udelukkende et spørgsmål om udseende (såfremt kvaliteten af pølserne er den samme), da de ikke kan nå at stege tørre, med mindre man virkelig, virkelig giver den gas på panden.

Hvor vidt det er 100% autentisk tapas, når nu jeg bruger portvin, skal jeg ikke være overdommer på. Men nu grænser Portugal jo op til Spanien, så mon ikke der ruller et par tønder over i ny næ

Ingredienser (som tapas til 2 personer):
150-200 g chorizopølse
4-6 spsk portvin.
2/3 tsk revet citronskal
2 spsk bredbladet persille

Tilberedning:
Steg chorizoen på en tør pande ved middel varme til den har fået en god stegeflade og er 1 min. fra at være færdig.
Hæld portvinen ved og lad det koge ind, så det bliver til en sirup.
Hak persillen, riv citronskallen og kom det over chorizoen.

Server og nyd

Sidste ret i min 3 retters hytteost menu til Arla-konkurrencen, endte med at blive en cheese cake. Det var enten denne blåbærversion eller en med citron og lime.

Grunden til jeg valgte blåbærversionen er, at den ikke kræver lige så meget sukker, da blåbærerne har langt mindre syre end citrusfrugterne og man derved får mere af hytteostens smag med. Det er jo en ret der skal sætte fokus på hytteost, så derfor versionen der smager mest af hytteos. At blåbærerne så ser rigtig godt ud er en bonus, men det var ikke den afgørende grund.

Jeg har set et par stykker lave cheese cake med hytteost, hvor de blender hytteosten for at få en ensartet masse. Det kunne man nok også sagtens gøre, men endnu en gang skal hytteosten i fokus, så jeg har den som den er. På den måde får man også en tekstur med lidt mere bid fra hytteostkornene. Jeg synes det matcher den friske smag godt, uden det føles som en “sund” dessert – så håber jeg også dommerene synes det

Opskriften til konkurrencen skal være til 4 personer, så det er også det jeg har skrevet her. Når jeg har gået og eksperimenteret har det været med forme i portionsstørrelse, men en alm. tærteform vil nok kræve man gange opskriften op, så man laver til 8-10 personer.

Da både hytteost og blåbær varierer i smag er sukkermængden vejledende – smag til undervejs. Alle skal også have kunstnerisk frihed til at lave deres egen kage sødere, men tanken fra min side er at have en frisk dessert frem for en sød dessert.

Ingredienser (4 personer):
3  digistive kiks
25 g smør
150 g hytteost
Skal fra 1/3 citron
2 blade husblas
125 g blåbær
4 spsk flormelis
2/3 dl vand

Tilberedning:
Knus kiksene så de får en krummestørrelse som grov rasp.
Smelt smøret over svag varme.
Bland det smeltede smør og kiksekrummerne og læg det i et jævnt lag i bunden af en springform. (For siderne i springformen med bagepapir, så er det lettere at håndterer den, når den skal ud af formen).
Sæt den på køl mens fyldet laves.

Kom 1 blad husblas i koldt vand i ca. 5 min. (eller længere – det sker der intet ved).
Bland hytteost med 3 spsk flormelis og citronskallen.
Tag husblasen op af vandet og smelt det forsigtigt over svag varme.
Rør det smeltede husblas sammen med hyttesosten og hæld massen over kiksebunden i springformen.
Sæt det på køl mens geleen laves.

Kom 1 blad husblas i koldt vand i ca. 5 min. (eller længere – det sker der intet ved).
Mos 100 g blåbær sammen med 2/3 dl vand og lad det simre i ca. 10-12 minutter sammen med 1 spsk flormelis.
Si de moste blåbær fra og smelt husblassen ved svarg varme i blåbærlagen.
Skyl de resterende 25 g blåbær og kom dem hen over kagen.
Hæld til sidst blåbærlagen henover og lad det hele stå på køl til det skal serveres (regn dog med mindst 1 time så man er sikker på det hele har sat sig).

Server og nyd.

Det rørte mig ikke det mindste – lavede mine tarteletter og skrev overskriften, men i det jeg skulle til at skrive indlægget kneb jeg sgu et par tårer.

Jeg har spist mange tarteletter gennem min barndom. Der hjemme, lavet af min mor, men de klareste minder er de (mange) gange jeg har fået tarteletter hos min mormor og farmor. Det er både som helt lille, som teenager og som voksen. Der var altid rigeligt, de smagte altid godt og blev altid spist op Det er ren nostalgi og giver fantastiske minder om mine bedstemødre.

Det vilde er at jeg aldrig selv har lavet tarteletter – nej ALDRIG!?!?

Jeg tror det bunder i at jeg har set det som lidt gammeldags, og rent teknisk er der heller ikke det store i det. Man kunne bage sine egne bunde, men stadigvæk ikke det store.

Så var det at jeg skulle lave mad til et par af mine rigtig gode venner. De er atleter ligesom jeg selv, men selv med mine 190 cm og 87 kg er jeg den lille i dette selvskab. Der er altså tale om nogle gutter, som kan tage fra og mere præcist end “Drengerøv” bliver det ikke. En burger kunne det sagtens have været, men i denne uge, var det ugen hvor Din Baghave fik danske asparges fra Søren Wiuff, så jeg valgte at gå retro og lave tarteletter med høns i asparges.

Og retro er det helt rigtige ord. Der er intet gammeldags over tarteletter. Det smager sindsygt godt, og jeg er jo langt fra den eneste der har barndomsminder med tarteletter. Laver man så fyldet ordenligt, går det fra at være kitsch til at være en hyldest. I denne version en hyldest til både de daske asparges og til mine bedstemødre.

Udover alle minderne er det smukke i denne ret enkeltheden. Det hedder høns i asparges. Ingredienserne er høns og asparges og det smager af høns og asparges. Tricket er at bruge det hele i råvarerne, så den opbagte sovs laves på fonden fra henholdsvis kyllingen/hønen og skrællerne fra aspargeserne. Når man hiver så meget smag ud af råvarerne, smager det igennem, selvom både kylling og asparges er lette smage. Og i modsætning til glas-/dåseasparges har de friske asparges bid, så man rent faktisk kan mærke det er en grøntsag, når man spiser dem.

Nye asparges fra Søren Wiuff

Nej jeg lavede ikke bundene selv, selvom det nok ville trække smage og teksturen endnu et stykke op. Det var et spørgsmål om at have tid til det, og det havde jeg ikke. Til gengæld sørgede de færdiglavede bunde for at give det tarteletterne det rigtige autentiske look

Ingredienserne er til 30 stk. … og det var hvad der blev spist af os tre gutter. Jeg vil gætte på det vil passe til 4-5 personer under almindelige omstændigheder

Ingredienser (30 stk):
1 kylling
850 g hvide asparges
125 g smør
6 spsk mel med top
30 tarteletter

Tilberedning:
Knæk bunden af aspargeserne. Hvis man tager fat i bunden og ca. på midten og bøjer dem, knækker de der hvor den “træede” del slutter.
Skræl apspargeserne og kog skrællerne sammen med bundene i ca. 3/4 l vand i en halv times tid.
Si skrællerne fra fonden.
Skær aspargeserne i stykker på ca. 4-6 mm bredde og kog dem i aspargesfonden til de begynder at blive lidt bløde, men stadig med bid i. Tog dem op af fonden og skyl dem evt. kort i kold vand så kogningen stoppes.

Skær kyllingen i mindre stykker (lår, vinger og bryst) og steg dem et par minutter. Hæld så ca. 1 1/2 l vand på og lad det koge til kødet er færdigt (ca 16-20 min).
Pil kødet af benene og læg ben og skind tilbage i vandet og kog det ind til ca. 3/4 l og si så ben og skind fra fonden.

Smelt smørret over jævn varme og tilsæt melet når det er smeltet. Rør det godt til det bliver en “dej”. Tilsæt først aspargesfonden (rør konstant så det ikke klumper). Tilsæt så kyllingefond lidt ad gangen, til sovsen har den rigtige konsistens (ca. som yoghurt). Er der ikke nok fond til at gøre sovsen tynd nok, tilsættes lidt mælk.
Sovsen smages til med salt, lidt eddike og godt med peber.

Varm tarteletbundene i oven i et par minutter.

Bland kyllinge- og aspargesstykkerne i sovsen og lad det hele varme op i et minut inden det fyldes i bundene.

Server og nyd

Tiden for indlevering af opskrifter til Hytteost -konkurrencen nærmer sig, og selvom jeg ikke har fået eksperimenteret så meget, som jeg havde lystt, er jeg rimelig tilfreds med hvad jeg har lavet. Faktisk får jeg aldrig eksperimenteret så meget, som jeg har lyst til, hvilket jo nok siger mere om min personlighed end om kvaliteten af retterne

Den hovedret jeg er endt på, er raviolier fyldt med hytteost. Som tidligere nævnt er en af hytteostens kvaliteter, at den kan bære en masse smag fra f.eks krydderurter. Derfor kom der også krydderurter i fyldet. Valget blev basilikum, men man kunne have valgt meget andet. Nu er det jo en Arla konkurrence, så jeg tænkte at smagen skulle tækkes det brede publikum. Basilikum er velkendt og så smager det pisse godt, så det var det oplagte valg for mig. Set i bakspejlet vil man kunne sige jeg lefler for publikum ved også at putte panchetta i. Det var dog ikke med leflen for øje jeg kom det i, men fordi jeg ville have noget knas og tekstur. En del ravioli har nemlig fyld med mousse-konsistens, så det sprøde giver en god variation i forhold til de fleste andre raviolier.

Udover sprødhed giver panchettaen også det salt som retten behøver. Jeg ville ikke kun nøjes med salt, så jeg lavede en hvidvinssauce, som gav det syrlige element og løftede helheden.

Det hele spiller rigtig godt sammen. Få ingredienser, der hver især har en funktion og udfylder den til fulde. Den friske basilikum, hvidvinssaucen og letheden i retten, gør dette til et rigtig dejlig sommermåltid. Om det så er det bedste i Arlas øjne må tiden jo vise. Jeg synes i hvert fald det er en ret som får fremhævet hytteostens kvaliteter.

Ingredienser (2 personer):
- Pasta -
1 æg
70 g mel
30 g durummel

- Fyld -
4 spsk hytteost
4 skiver panchetta (eller bacon)
1 stor håndfuld frisk basilikum

- Sauce -
1/2 flaske hvidvin
25 g smør

Salt, sukker og parmesanost til at komme på toppen.

Tilberedning:
Ælt pastadejen sammen (se her hvordan) og lad den hvile en times tid inden den rulles ud.

Skær panchettaen i mindre stykker og steg dem sprøde. Læg dem på fedtsugende papir indtil de skal bruges.

Hak basilikummen fint og bland den med hytteosten.

Saml raviolierne (se her hvordan). Panchetta i bunden og hytteosten ovenpå.

Kog hvidvinen ind til ca. 3/4 dl. Smag den til med sukker og lidt salt. Den skal være syrlig, men ikke sur. Tag den af varmen og pisk smørret i.

Kog raviolierne 60-90 sekunder (til de flyder oven på). Hæld vandet fra og vend dem forsigtigt i saucen.

Anret med lidt parmesanost, server og nyd

Nu er det jo ikke fordi der aldrig er nogen der har kombineret laks, tomat og spinat før – det er en kombination der virker. Det var heller ikke meningen det skulle være andet end bare et måltid, men som det med jævne mellemrum sker, så kunne jeg ikke begrænse mig da jeg først kom igang.

Et fint stykke laks fra fiskehandleren, som jeg skulle finde noget let til, da jeg ikke var vildt sulten (det ligner altså ikke mig, men jeg må har haft en dårlig dag ). Spinat med lidt bitterhed og tomat med lidt syre ville gå godt op i mod den fede laks. Grønthandleren havde blandede cherrytomater, så når nu det kom til at se så flot ud, besluttede jeg mig for at lave en sauce der kunne matche udseendet

Min kæreste kan desværre ikke lide fisk, så det er sjældent jeg laver fisk og endnu mere sjældent (som i aldrig) jeg laver fiske fond. Heldigvis havde jeg læst Erlands (Fjordrejen) indlæg om fiskefond, så der var ingen problemer der. Kun simre i 20 min. så den ikke trak bitterstoffer og med lidt salt, citronsaft og smør blev det en rigtig god saucen.

Det jeg var mest tilfreds med var dog ingen af komponenterne individuelt, men helheden i retten. Alle komponenter var lette i smagen og ingen af dem overdøvede hinanden. Netop retter hvor alt er let i smagen er noget jeg virkelig har værdsat når jeg har spist ude, for det er noget jeg selv synes er rigtig svært. Nu havde jeg kun 4 elementer, men bare lidt salt ved tomaterne ville have kunne forstærke deres smag nok til de ville overdøve resten, så jeg var stolt over at have lykkes med at kombinere lette smage. De lette smage gør det også til en god forret, da det ikke mætter på samme måde som kraftige smage gør.

3 ingredienser lyder måske enkelt, men smagen er på ingen måde enkel hvis man tilbereder det rigtigt

Ingredienser (forret 2 personer):
150 g laks (med skind)
8-10 cherrytomater
150 g babyspinat
ca. 1 spsk citronsaft
ca. 1 spsk smør

Tilberedning:
Skær skindet af laksen og trim hvert stykke så det er lige tykt over det hele, så det tilberedes ens.

Kog en fond af 1 dl vand, lakseskindet og det der er trimmet af laksestykkerne.
Det skal simre i 20 min. hvorefter det hældes gennem en si og bagefter et kaffe filter, så fonden er helt “ren”
Kog fonden ind så der kun er ca. 1 spsk tilbage og smag til med citronsaft og lidt salt.
Lige inden servering røres der lidt smør i (ca. 1 spsk.)

Tomaterne steges ved svar til jævn varme i ca. 4-5 min. De skal steges, men ikke blive bløde og falde sammen.

Laksen drysses med lidt salt og steges i halvt olie og halvt smør ved jævn varme.
Når laksen er færdig tages den af og spinaten vendes i samme pande. Det skal kun have ca. 30 sek. så det lige akkurat bliver blødt uden at smide vandet.

Server og nyd.

Vietnam er det nye Thailand når det gælder mad.

LêLê ekspandere i København og Anh Lê havde for nylig programserien “Spis Vietnam” på DR2.

De friske forårsruller, der er  noget af det mest ikoniske i det vietnamesiske køkken vinder også ind hos en del bloggere bl.a. FoodMAD, Klidmoster, Valdemarsro, Hanne K - og jeg har heller ikke selv holdt mig tilbage på den front.

Efter 3 uger i Vietnam har jeg kunne konstatere to ting.
1. Der er en god grund til vietnamesisk mad er populært, for det smager sgu godt.
2. Der er MEGET mere i det vietnamesiske køkken end friske forårsruller.

Solen rykker gevaldigt i disse dage, og selvom det ikke helt er grilvejr (i hvert fald ikke for min og min kuldskærhed), skal der noget sommerligt på bordet. Let men masser af smag … så skal det sgu være vietnamesisk BBQ og mangosalat. Indtil for nylig tænkte jeg BBQ som de amerikanske sydstater, men der findes andre versioner, og den vietnamesiske er lettere og mere syrlig, da marinaderne er baseret på rødder (ingefær, galanga og gurkemeje) og citrongræs. Med et smil på læben, men alvor i øjnene fik jeg på madkurset i Vietnam at vide “no vietnamese BBQ without lemongrass” (ingen  vietnamesisk gril unden citrongras). Citrongræs er noget man heldigvis kan få i de fleste supermarkeder her hjemme, så ingen problemer der. At jeg så måtte leve med stødt ingefær fordi jeg glemte at købe frisk, gik an - dog ved jeg det ville have smagt endnu bedre med frisk ingefær – har man frisk ingefær bruger man det og ikke stødt

Salaten er også fra vietnam. Jeg har lavet mangosalat før, men denne er ikke så sød, da der kommer rå rødløg i også. Man får ikke den skarpe, let brændende smag, som hvis man bare spiser rå løg, da det balanceres af sødmen fra mangoen.

Dressingen til salaten blev et sats, hvor jeg virkelig tvilede lige indtil jeg tog den første bid. Jeg kunne nemlig ikke huske hvordan den skulle laves og af uforklarlige årsager gik jeg ikke ind og kiggede i opskriften jeg havde fået. Måske det var stædighed, måske det var eventyrlyst? Nå det er også lige meget – det endte jo godt Sagen er nemlig at fiskesauce er en noget unik smag. Personligt synes jeg at ren fiskesauce ikke er synderligt behageligt, men det giver en super fylde og ligesom med løget, bliver fiskesaucen også balanceret af mangoens sødme. Hvis man smager på dressingen, der bare er fiskesauce og citron, inden man man hælder den over salaten, skal man ikke blive bange, selvom den smager lidt … ??? … Anderledes. Bare rolig, det bliver godt til sidst

Ingredienser (2 personer):
2 kyllingebryster

- Marinade -
6 spsk fiskesauce
1 spsk sukker
1 1/2 “strå” citrongræs
1 fed hvidløg
1 skalotteløg
1 tsk stødt ingefær (frisk hvis man har)
1 tsk koriander frø
1/2 chili
5-7 dråber sesamolie

- Salat -
1 mango
1 rødløg
1/2 chili
2 spsk sesamfrø

- Dressing -
2 spsk fiskesauce
2 spsk citronsaft
1 tsk raps olie

Tilberedning:

- Marinade -
Skær citrongræsset og cilien i fine strimler.
Hak skalotteløg og hvidløg.
Kom alle ingredienser i en morder og giv det en god omgang.

- Kylling -
Skær kyllingebrysterne i mindre stykker, ælt dem godt i marinaden og lad dem ligge og trække 1/2 – 1 time.
Sæt dem på spid og gril dem eller steg dem på en tør pande ved middel varme (for høj varme får citrongræsset til at ryge gevaldigt).

- Dressing -
Rør fiskesauce, citronsaft og olie sammen.

- Salat -
Skræl mangoen og skær den i strimler.
Skær rødløget og chilien i tynde strimler.
Rist sesamfrøene på en tør pande.
Bland det hele sammen med dressingen

De fleste gange har jeg en idé om hvad jeg vil lave, og det plejer også at give gode resultater. Der er så enkelte gange, hvor det er lidt mere famlen i blinde, og sådan en dag var det forleden.

Da vi kom hjem fra ferie, lå der nogle gulerødder i køleskabet, som var blevet lidt bløde i det. De var hverken mugne eller rådne, så de skulle i hver fald ikke smides ud. Jeg kunne have kommet dem i min fond-kasse, men der var ca. 1/2 kg, så de ville have fyldt det meste. Den fond der ville blive lavet af det, ville så primært smage af gulerod. Derfor tænkte jeg, at jeg da så lige så godt kunne prøve at lave en ren gulerodsfond.

Gulerodsfond smager sjov nok af gulerod, hvilket jeg da også havde regnet med, men i forhold til rå gulerod har fonden ikke friskheden, men i stedet en mild sødme, der faktisk minder om te – Hmmmm hvad skal man lige sætte sammen med den smag? Det var ikke så let, så fonden røg på køl og hjernen i tænkeboks.

Jeg kom til at tænke på en ting jeg havde lært på et madlavningskursus i Vietnam (ja jeg ved, jeg skrev, jeg ikke havde planlagt noget, men da chancen bød sig, hoppede jeg alligevel på et ). Her lavede vi en hvidkålsuppe med nogle rejemouse-kugler, som blev tilberedt i suppen, for netop at give lidt smag til suppen. Hjernen kørte videre ad tangenten med fisk og skaldyr og jeg kom i tanke om min havtaske med appelsingele og gulerodspure – OK der begyndte at danne sig et billede i mit hovede. Appelsin og gulerod fungerer godt sammen, så jeg ville bruge appelsin til at få noget syre i retten, så man ikke får te-fornemmelsen fonden har. Hvis jeg brugte friske rejer og tilberedte dem i fonden ville de kunne afgive lidt smag og gøre fonden mere nuanceret … det var en plan, der var værd at forfølge.

Nu havde jeg som udgangspunkt ikke rigtig gjort mig alt for mange tænker om, hvordan det skulle ende med at smage, så at det smagte som planlagt kan jeg jo ikke sige, men det smagte rigtig godt. Suppen smagte af gulerod, uden at have te-fornemmelsen og med lette nuancer af reje og appelsin. Rejerne og lidt gulerodsterninger gav god tekstur og så en dejlig friskhed fra dild der kom henover til sidst.

Den eneste ting jeg måtte rette på undervejs, var at appelsinsaften ikke havde syre nok i sig selv, så for at fonden ikke skulle ende med at smage kraftigt af appelsin, kom der lidt eddike i også, så syrebalancen blev god.

En dejlig ret enten som frokost eller forret

Ingredienser (2 personer):
600 g gulerødder
150 g rå tigerrejer
ca. 1/8 appelsin
Frisk dild
Salt og eddike

Tilberedning:
Riv 500 g af gulerødderne og lad dem simre i ca. 2 1/2 l vand i 3-4 timer til der er ca 1/2 l fond tilbage.
Si de revne gulerødder fra, så der kun er fond tilbage.

Skær 100 g gulerødder i firkanter på ca 5 mm på hver led og kog dem i ca 10 min i fonden.

Kog rejerne med skal i fonden i ca 1 1/2 min. Tag dem op og pil skallen af dem.

Smag fonden til med lidt salt, ca. 2 spsk appelsinsaft og ca. 1/2 tsk eddike.

Kom de pillede rejer tilbage i fonden og lad dem blive varme igen (ca 30 sek.)

Anret med lidt revet appelsinskal og god portion frisk dild.

Server og nyd.

Jeg har prøvet at få friterede ansjoser i spanien. Det er et par år siden og jeg må indrømme at jeg pænt spiste kroppen, men lod hovedet ligge tilbage på kanten af tallerkenen.

Det har sgu pint mig lidt lige siden. Tænk at jeg ikke havde mod nok til at spise det hele

Da jeg så var hos fiskehandleren forleden, lå der nogle små friske ansjoser i køledisken og straks så jeg muligheden for at få moralsk oprejsning. Det viste sig dog at det ikke var ansjoser, men smelt (ja det hedder de altså). Det var dog intet problem, for fiskehandleren talte godt om dem, så dem røg jeg på. Jeg lavede lidt research på smelten da jeg kom hjem og fandt ud af, at vikingerne spiste den. DET forpligtede! Jeg havde svigtet mig selv på en fortovsrestaurant i Spanien, men jeg ville ikke svigte vikingerne nu hvor jeg var på hjemmebane (selvom jeg er sikker på vikingerne er mere kede af de er døde, end at jeg ikke spiste hovedet på en ansjos).

En hurtig panering og aioli til at dyppe i og så var der mandomsprøve. Jeg plejer jo at være hudløs ærlig her på bloggen, og det er jeg også nu. Den første bid jeg tog var altså halestykket … jeg skulle liiiige spise mig mod til. Det smagte godt. Smelt er en god, dog meget lille, spisefisk og aioli passer perfekt til. Men nu stod jeg tilbage med den halvdel hvor hovedet sidder. Smagen var jo god og på grund af paneringen kunne man ikke se hovedet, men tankerne begyndte så småt at køre. Det var for mig selv og for vikingerne, så inden min hjerne kørte op i en spids, skyndte jeg mig at komme det i munden. Hverken smag eller konsistens var anderledes – det smagte også fantastisk og jeg følte mig som en rigtig viking … nej det gjorde jeg dog ikke. Jeg følte mig som jeg altid har gjort, men med en lille moralsk oprejsning, for jeg havde fået lagt en lille fobi i graven … og i maven

Man behøver ikke spise hovedet hvis ikke man har lyst, men det er altså synd ikke at gøre det, for det smager godt og er hverken mærkeligt eller ulækkert. De er perfekte som snack eller på en tapastallerken.

Ingredienser (tapas, 2 personer):
4-6 smelt
1 æg
2 spsk mel
2 spsk rasp

- Aioli -
1 ægeblomme (pasteuriseret)
1 dl neutral olie (solsikke- eller vindruekerneolie)
2 fed hvidløg

Tilberedning
Bag det ene fed hvidløg i ovnen ved 150 grader i ca. 20 min.
Rør en mayonnaise ved at røre olien i æggeblommen lidt ad gangen. Start med et par dråber og tilsæt så løbende mere olie under konstant omrøring.
Mos det bagte hvidløg, rør det i og smag aiolien til med salt og lidt revet rå hvidløg.

Skær bugen op på fiskene og pil indvoldene ud, hvis ikke det allerede er gjort.
Vend hver af dem, først i mel, så sammenpisket æg og til slut rasp.
Frituresteg dem ved jævn varme til de er gyldne og lad dem dryppe af på fedtsugende papir.

Server straks og nyd.

Jeg har et had/kærlighedsforhold til bacon … kan man have det? – ja det kan man!

Bacon er godt og alt bliver bedre med bacon. Det vil mere eller mindre alle man spørger sige og det er også rigtigt lang hen ad vejen, men ikke hele vejen.

Bacon er godt – ja sgu! Der hvor det går galt er når bacon overskygger al andet smag, for det smager jo ret kraftigt og endnu værre, når man laver noget der er dårligt og så bare smider bacon i for at skjule den manglende eller dårlige smag. Ofte bliver bacon brugt som madens gaffatape og det er synd, for bacon brugt rigtigt er jo dejligt (og smukt på en lidt excentrisk måde) og fortjener ikke at blive trukket ned til gaffatape niveau.

Kan man lide bacon, så laver man en baconret og får fokuseret på baconsmagen. Dette giver så en glidende overgang til en af de andre ting jeg er fortaler for – nemlig evnen til at lave enkle retter. Der er noget fascinerende ved retter med 1,2 max. 3 ingredienser, som er tilberedt så det alligevel får en fyldig og kompleks smag.

Nu har jeg snakket bacon, men retten er med panchetta. For mig er det to sider af samme sag. Panchetta lyder måske lidt mere eksotisk end bacon, men det var fordi min svoger havde givet mig et stykke panchetta på 1,2 kg som lå i køleskabet (mmmmm ). Havde jeg ikke haft det, havde jeg nok brugt bacon.

Jeg har ikke kigget i kogebøger eller noget andet, men kan forestille mig at mange italienere ude på landet igennem tiden har spist noget der minder om denne ret. Den er tilpas simpel med 3 ingredienser – pasta, panchetta og løg. Tilgengæld er smagen noget man vender tilbage til gang efter gang, efter gang. For der er noget magisk ved den salte og let røgede panchetta, som bliver lidt sprød, kombineret med de søde og bløde løg. Saucen laves i samme pande som løg og panchetta, så intet går til spilde og al denne dejlige smag suger pastaen.

Hvis jeg var en bonde i Italien, ville jeg opvarte mine grise så de kunne blive til den bedste panchetta i verden. Jeg ville spise denne ret hver søndag og være lykkelig.

Ingredienser (2 personer):
150 g panchetta (eller røget bacon)
2 løg
2-3 spsk hønsefond (hvis man har det)
Parmasanost
- Fettuchine -
1 æg
70 g hvedemel
30 g fuldkornsdurummel

Tilberedning
Ælt pastadejen, lad den hvile, rul den ud og skær den til fettuchine (se hvordan i pastahåndbogen)

Skær panchettaen i strimler og steg den ved svag til jævn varme til den bliver gylden, men ikke sprød som en kiks.
Læg panchetta strimlerne på fedtsugende papir og hæld det meste af fedtet af panden (gem det, det er en fantastisk ingrediens)
Skær løgene i strimler og steg dem bløde i det resterende fedt fra panchettaen.

Kog pastaen i 1-2 minutter og hæld så vandet fra.

Kom pastaen over i panden til løgene, sammen med lidt revet parmesanost (ca. 1 spsk), panchettaen og hønsefonden, og vend det forsigtige rundt.

Anret med lidt revet parmesanost på toppen, server og nyd.